Ældre Sagen bakker unge boligkøbere op: »Jeg forstår udmærket frustrationen«

I snart fire årtier har han kæmpet for de ældre og har skabt en af Danmarks stærkeste lobbyorganisationer, Ældre Sagen, med knap en million medlemmer. Nu stiller han sig bag ungdommen, som protesterer imod en brudt samfundskontrakt, håbløse udsigter på boligmarkedet og en pensionsalder, der højere end deres bedsteforældres levealder. »Jeg forstår dem godt. Det gør jeg virkelig,« siger Bjarne Hastrup, efter at han har fulgt den debat, som ungdomsorganisationen SAGA forsøgte at få op at stå i sommermånederne med et debatindlæg i Børsen. »Situationen er absurd,« skrev SAGA, for unge mennesker med begrænset indtægt forventes at have to opsparinger. En opsparing til førstegangskøb på et nærmest uigennemtrængeligt boligmarked. En opsparing til pensionen, som de ikke må røre ved, før de bliver 72. »Eller 77, alt afhængigt af hvornår de er født,« tilføjer Bjarne Hastrup. »Unge, der både sparer op til bolig og pension, skal vel sætte omkring 20 procent af deres løn af om måneden, og pensionsopsparingen kan de ikke røre ved. Jeg kan godt forstå, at det kan virke næsten udsigtsløst,« siger han. Derfor argumenterede SAGA for, at unge skal have mulighed for at bruge deres pensionsopsparing til at købe bolig for, og da Bjarne Hastrup læste det, nærmest klappede han i hænderne. Tilbage i 2007 var han nemlig lun på præcis samme tanke. Det er ikke bare noget, han siger nu. Året efter det historiske velfærdsforlig, som sikrede Danmarks økonomi så langt ind i fremtiden, som nogen kan se, ved gradvist at hæve pensionsalderen, skrev Bjarne Hastrup bogen »Den sociale kontrakt mellem generationerne«, som netop er kommet i en opdateret version på engelsk med titlen »The Social Contract Between Generations«. Dengang i 2007 var der ingen, der talte om »ældrebyrden« eller »generationstyveri« – to ord, som Bjarne Hastrup hader – men han forudså allerede dengang, at der kunne komme udfordringer, hvis fremtidige generationer ikke var med på de stigende forpligtelser, de skulle leve op til, efterhånden som andelen af ældre i samfundet ville vokse. Derfor interesserede han sig allerede dengang for pensionsmodeller, som kunne imødekomme den udfordring, og løsningen fandt han ikke selv på. Der er ikke tale om en utopisk forestilling eller fugle på taget, som måske bliver flyveklar en dag. Siden 1954 har en ganske interessant pensionsordning været i luften i Singapore, der ligesom Danmark har en befolkning på omkring seks millioner indbyggere. Livsfaser med afkast I Singapore betaler arbejdsgivere omkring 20 procent af ansattes løn ind i ordningen, og lønmodtagere betaler det samme. Når konkurrencen med udlandet om arbejdskraft skærpes, bliver arbejdsgivernes bidrag sænket. Derudover har ordningen den store fordel, at arbejdsgivernes bidrag sænkes, når den ansatte fylder 55, hvorfor seniorer med erfaring ses som konkurrencedygtig arbejdskraft. Selve opsparingen kan lønmodtageren så bruge i det private sundhedsvæsen og på uddannelse og andre ting, som giver afkast, enten i form af længere tid på arbejdsmarkedet eller højere løn. Eller private investeringer som for eksempel en bolig. Netop sådan en model ville være glimrende i den private del af det danske pensionssystem, mener Bjarne Hastrup. »Det, jeg foreslår, er en livsfasepension,« siger Bjarne Hastrup, og det forslag rummer netop muligheden for, at unge kan bruge en del af deres pensionsopsparing som en investering på boligmarkedet. »Jeg forestiller mig, at hvis man har brug for hjælp til at komme ind på boligmarkedet, så kan man ringe til »onkel PFA«, hvis det er det pensionsselskab, man har,« siger han. »Eller hvis man midt i et langt arbejdsliv har brug for yderligere uddannelse. Hvis du som journalist for eksempel gerne vil søge en lederstilling, så kan du søge om et beløb og studere på Stanford i en periode for så at vende tilbage til arbejdsmarkedet, hvor du sandsynligvis vil kunne få en højere løn og dermed indbetale mere til din pensionsopsparing,« forklarer han, og det er en væsentlig præmis: Selvom de private pensionsopsparinger er borgernes egne penge, skal de kun kunne bruges på investeringer med et forventeligt afkast, men netop uddannelse og boligmarkedet giver også et afkast, der kan tilbageføres til pensionsopsparing i form af større beløbsmæssige indbetalinger til opsparingen, når lønnen stiger efter uddannelse, eller når boligen sælges igen. Mangel på bestemte typer offentligt ansatte Perspektiverne er svimlende, hvis man lader sig rive med. I storbyerne, hvor boligmarkedet er allermest utilgængeligt for mennesker med gennemsnitsindkomster, mangler der sygeplejersker, skolelærere, pædagoger og politibetjente, som ganske enkelt ikke har råd til at eje deres egen bolig. »Og hvis vi ser på nogle af de internationale storbyer, som virkelig har problemer, så kan de ikke skaffe brandmænd. Hvis det brænder, skal brandmændene komme ind langvejsfra, » siger Bjarne Hastrup. En opgørelse, som Sydbank lavede for Berlingske for nylig, viste, at hvis en familie med en gennemsnitsindkomst vil flytte fra København eller Frederiksberg for at købe en bolig, så skal de affinde sig med en pendlerafstand på 45 minutter, vel at mærke uden for myldretiden. Men det, der karakteriserer den type offentligt ansatte, som der er mangel på i storbyerne, er, at de nok har beskedne lønninger, men meget gode pensionsordninger. Hvis de kan aktiveres i boliginvesteringer, ser fremtiden mindre dyster ud, hvis man som forælder gerne vil have passet børn eller som ældre vil have stabilt personale på sygehusene. »Det er jo også en del af samfundskontrakten,« bemærker Bjarne Hastrup. Lektor Martin Vinæs Larsen, der blandt andet forsker i boligpolitik ved Aarhus Universitet, synes, at forslaget er spændende, og han anerkender, at det kan give for eksempel folkeskolelærere en fordel i byerne. Men han tror ikke på, at det generelt vil have den store effekt på unges adgang til boligmarkedet »Umiddelbart vil det blot føre til flere købere på boligmarkedet, og det vil umiddelbart presse prisen op,« siger han. Til gengæld kan forslaget give et mere dynamisk boligmarked på lang sigt, hvis en større del af pensionsopsparingen bliver bundet i boliger. »Vi ser mange ældre, som sidder så billigt i store huse og lejligheder, at det ikke – i hvert fald rent økonomisk – giver megen mening at flytte i ældrebolig,« siger han. »Men hvis man så at sige bliver nødt til at flytte i ældrebolig for at realisere sin pensionsopsparing, så kan det godt frigive en del boligmasse,« siger forskeren. Bjarne Hastrup tror ikke på, at hans løsning nødvendigvis vil føre til prisstigninger på boligmarkedet. »Det tror jeg godt, man kan finde en løsning på, for eksempel ved at indfase det gradvist,« siger Bjarne Hastrup og påpeger, at der ikke pludselig vil komme tusinder af nye købere til store ejerlejligheder og villaer i de store byer, for så meget har unge slet ikke sparet op i pension. »For unge forestiller jeg mig mere, at det kan være et bidrag til det, man derudover har sparet op til udbetaling på en andelsbolig eller lignende,« siger han. Derfor vil det ikke som sådan fungere som en samlet løsning på et problem. »Når det kommer til boligmarkedet i byerne, så er der ikke nogen vej uden om at bygge flere boliger. I 1970erne blev der bygget 50.000 nye boliger om året. Nu er det omkring 25.000, så der skal bygges flere boliger uanset hvad,« siger Bjarne Hastrup. Der er også andre udfordringer ved forslaget om livsfasepension. Fire afskaffede store bededage Staten har store indtægter af beskatning af afkastet af danskernes pensionsopsparinger. Beløbet fra den såkaldte PAL-skat – pensionsafkastskatten – er afhængigt af de finansielle markeder og varierer meget fra år til år, men regner man gennemsnittet ud siden år 2000, svarer det til knap 12,5 milliarder kroner årligt. Det svarer i denne regerings målestok til fire afskaffede helligdage. Er det ikke ret mange penge, som staten kan gå glip af, hvis man indfører din livsfasepension? »Det må du ikke sige til regeringen,« siger han og griner. »Men ja, det er mange penge, og det er vigtige penge for staten,« siger Bjarne Hastrup. Han læner sig tilbage og hæver øjenbrynene. Han har ikke noget bud på, hvad det vil koste i tabt PAL-skat for staten, eller hvordan tabet i givet fald skulle dækkes. Et bud kunne være de økonomiske vismænds gamle anbefaling om at lægge en beskatning på boliggevinster, men Bjarne Hastrup ser ikke de store fordele i den løsning. Han har heller ikke andre løsninger. »Alt det vil jeg lade de økonomiske vismænd om at finde løsninger på,« siger han. Pointen er nemlig ikke statsregnskabet. Pointen er faktisk heller ikke de mange lovende perspektiver, hvis man lader sig rive med. Pointen med Bjarne Hastrups forslag om en livsfasepension er helt simpel. »Det handler om at få de unge, som skal være meget længe på arbejdsmarkedet, engageret i den model, vi har i Danmark,« siger han og tilføjer. »Jeg synes, at det ville være oplagt at se på for en bred regering, som gerne vil gennemføre vigtige og svære reformer.« https://www.berlingske.dk/politik/aeldre-sagen-bakker-unge-boligkoebere-op-jeg-forstaar-udmaerket